Det er juletid, og hvad dufter mere af jul end en kop rygende varm gløgg. Gløgg er ofte noget vi køber i supermarkedet, som bare skal varmes og blandes med lidt mandler og rosiner og så er det klar. Den slags gløgg kan fås i mange forskellige kvaliteter, og nogle er nok bedre end andre. Men det kan nu være særligt tilfredsstillende at lave hjemmelavet gløgg; duften spreder sig i hele hjemmet når man laver ekstrakten, og man kan selv styre, hvor krydret, sød, stærk man ønsker sin gløgg.
Jeg har fundet en ret god opskrift, som jeg gerne vil dele, og hvis man bruger denne opskrift er det faktisk ret nemt at lave sin egen gløgg. Man starter med at koge en gløgg ekstrakt, og når den er klar kan man lave den færdige gløgg ved at tilsætte saft og/eller vin, og så er gløggen egentlig klar til servering. Så det er hverken besværligt eller svært at lave hjemmelavet gløgg.
Hjemmelavet gløgg opskrift:
- 25 g gløggkrydderi (kan købes her)
- 2½ dl vand
- 3-4 spsk rørsukker
- skiver af ½-1 økologisk appelsin og citron
- Rød saft / hvid saft / rødvin / spiritus
- Mandler og rosiner
Gløggkrydderierne blandes med vand, der tilsættes rørsukker, og skiver af citron og appelsin, og det hele koges op og simrer derefter i min. 10 min. gerne længere. Man kan med fordel lade krydderierne stå og trække, da det intensiverer smagen. Når dette er kogt ind har man sin færdige gløgg ekstrakt.
Når man ønsker at lave den færdige gløgg tager man gryden med gløgg ekstrakt og tilsætter det man ønsker at blande med. Ønsker man en alkoholfri gløgg kan man tilsætte solbærsaft, hyldeblomstsaft, æblejuice etc. En solbærsaft som Ribena eller lignende er udmærket til formålet. Ønsker man sin gløgg med alkohol tilsætter man en flaske rødvin, evt. også lidt solbærsaft. Man kan tilsætte en smule portvin til sidst hvis man ønsker det.
Husk også mandler og rosiner. Det hele varmes op til kogepunktet og serveres rygende varmt.