Det er ikke svært at forestille sig, at olivenolie er en god fugtgiver til både hud og hår, men olivenolie har også mange andre egenskaber som gør det velegnet til den daglige skønhedsrutine. Olivenolie er en af de mest blødgørende olier der findes, men den er samtidig styrkende og indeholder mange vitaminer som er sundt for din hud og dit hår.
Olivenoliens natur gør, at den er meget fugtgivende, men den trænger samtidig nemt ind i håret og i huden. Det betyder, at du ikke vil opleve en fedtet fornemmelse, hvis du påfører olivenolie i en moderat mængde. Faktisk vil olivenolien trænge nemt ind i dit hår, og håret vil opsuge olien uden at føles fedtet – selvfølgelig skal du regulere mængden efter dette, da olivenolie i overflod vil resultere i et særdeles fedtet hår. Det er vigtigt at du tilpasser mængden til din hårtype og din hårlængde. Olivenolie har også en rensende og beskyttende effekt, og de mange antioxidanter beskytter både hud og hår imod frie radikaler som er kræftfremkaldende samt andre ydre påvirkninger fra vejr og klima.
Olivenolie i håret
Olivenolie er en god hårkur, fordi olien indeholder E-vitaminer, hvilket er en form for antioxidant, der er vigtig for dannelsen af hår. Olivenolie er rig på både E- og A-vitaminer, som er vigtige for dannelsen af nye celler, og som har betydning for hårets evne til at gro. Du vil opleve et blankt, blødt og skinnende hår, hvis du bruger olivenolie i håret. Du kan lave en oliebehandling, som du bruger når dit hår har brug for lidt ekstra pleje. Det er samtidig et nemt og billigt alternativ til dyre hårkure, og derudover behøver du ikke være nervøs for allergiske reaktioner eller andre ubehagelige overraskelser.
Hæld olivenolie i en kop, en halv kop er nok, og varm forsigtigt olien op i microovn eller i en gryde. Olien skal ikke være meget varm, du skal stadig kunne stikke din finger i. Hvis olien er for varm er der risiko for at brænde hovedbunden, og det er ikke rart. Masser herefter olien ind i håret, start i hovedbunden og masser godt med runde bevægelser. Bevæg dig langsomt ud imod spidserne og afslut med at gnide olien godt ind i hårspidserne. Dæk dit hår med en plasticpose eller badehætte og vikl et varmt håndklæde omkring. Du kan sagtens lade olien sidde i længe, faktisk er der mange der kan lide at sove med det om natten, men hvis du har fint eller tyndt hår, så kan du lade det sidde et sted imellem 5-45 minutter.
Når olien skal ud af håret skal du starte med at putte shampoo i før du putter vand i. Masser shampoo ind i det olierede hår, og vask grundigt før du putter vand i. Herefter vasker og skyller du håret som normalt.
Olivenolie i hudpleje
Olivenolie er blevet en populær ingrediens i mange skønhedsprodukter og det er ikke uden grund. Huden har godt af de mange vitaminer og antioxidanter, der findes i olivenolie, og olien har desuden en antiinflammatorisk virkning, hvilket er godt hvis du har lidt problemer med urenheder i huden.
Selvom det måske virker usandsynligt, så kan du faktisk rense din hud med ren olivenolie. Olivenolien har en rensende effekt, og det efterlader ikke huden fedtet, selvom mange måske ville tro det. Måden man gør det på er, at tage lidt olivenolie og påføre det i rigelige mængder på tør hud. Herefter masserer man huden med olien i cirkulære bevægelser indtil huden har absorberet en stor del af olien, men ikke det hele. Der skal være overskydende olie på huden ellers har man ikke påført nok.
Man kan med fordel lade olivenolien sidde i et par minutter og lade det virke. Når det skal skylles af skal du tage en vaskeklud og fugte den med så varmt vand som din hud kan tåle. Herefter skal du holde vaskekluden ind mod ansigtet i ca. et halvt minut. Dampen er med til at opløse olien så du nemt kan fjerne den overskydende olie. Til sidst skyller du efter med lunkent vand og tørrer dit ansigt. Din hud vil nu føles ren og blød og ikke den mindste smule fedtet.