Sunde pandekager uden mel

by Milla

Jeg har ofte været på jagt efter en god opskrift på sunde pandekager uden sukker som selv mine sukkerelskende børn kunne godkende. Det har ført til mange forsøg med mere eller mindre heldige udfald, og børn der rynkede lidt på næsen fordi de savnede rigtig sødme.

sunde pandekager

Men nu har jeg endelig fundet en opskrift, hvor ingen børn rynker på næsen og spørger om jeg ikke snart vil bage nogle rigtige pandekager.

De indeholder ingen mel eller sukker, men jeg har har sødet med lidt kokospalmesukker. Man kunne også sagtens blende en banan eller to i for naturlig sødme. Prøv dig frem mht. sødme, hvis du ikke søder dem kan de sagtens bruges som madpandekager.

Vi spiser dem med f.eks. banan, chokoladecreme, kokosflager, is, sirup etc. Børnene elsker når de selv må fylde dem efter lyst og humør. De mange havregryn gør pandekagerne fiberrige og de mætter derfor godt og længe.

Opskrift på sunde pandekager:

Opskriften giver ca. 10 sunde pandekager.

  • 300 gram havregryn
  • 4 æg
  • 6 dl mælk/plantemælk
  • 2 tsk vanillepulver
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 knsp salt
  • Evt. 3 spsk kokospalmesukker eller 1-2 bananer
  • Smør eller olie til stegning

Bland havregryn, æg og mælk sammen i en skål og lad det stå og trække ca. 10-15 min. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend det hele godt igennem med en stavblender, så havregrynene bliver fine. Fortsæt indtil dejen er så glat som muligt. Steg i smør eller kokosolie på en varm pande indtil de er lysebrune på hver side. Fyld og nyd!

You may also like

Leave a Comment