Nem bradepandekage med æbler – Marits Kage

by Milla
nem bradepandekage med æble

Leder du efter en nem bradepandekage opskrift, så prøv Marits Kage. En lækker og nem bradepandekage med æbler og kokos. Du kan nemt udskifte noget af fyldet, hvis du har lyst til variation.

Marits Kage er opkaldt efter min mor. Min mor bagte nemlig ofte denne kage, og den minder mig derfor om min barndom. Duften af varm, friskbagt æblekage når man kom hjem fra skole om eftermiddagen. Min mor bagte også gerne denne kage, når der kom gæster til kaffe – og veninderne spurgte efter opskriften. Jeg havde egentlig glemt den i en årrække, men kom i tanker om den – men da min mor døde for 11 år siden, så kunne jeg ikke rigtigt spørge hende om jeg måtte få opskriften. Så jeg spurgte i stedet hendes veninde, og jeg fik tilsendt et billede af en håndskrevet opskrift med overskriften Marits Kage. Så det har den heddet lige siden

nem bradepandekage med æble

Noget af det jeg godt kan lide ved sådan en nem bradepandekage er, at man kan bage den med olie og uden smør. Det er ret tit at jeg ikke lige har smør i huset, men olie har jeg til gengæld altid. Og så kan jeg godt lide, at man kan variere fyldet, så hvis man ikke lige har lyst til æble og kanel, så kan man faktisk godt bruge andre former for fyld. Men med æbler, kanel, hakkede nødder og et drys sukker, så har man en nem bradepandekage som stort set alle kan lide. Min mand er ikke glad for kokos, men det smager ikke igennem i kagen, det giver blot sødme og tekstur.

Marits Kage

Ret kage

Ingredienser
  

  • 1,5 dl olie
  • 4 æg
  • 300 g sukker
  • 400 g mel
  • 200 g kokosmel
  • 3 tsk bagepulver
  • 3/4 dl mælk
  • 3-4 stk æbler i både eller tern (eller andet fyld)
  • drys med kanel, hakkede nødder, mandler, sukker mm.

Sådan gør du
 

  • Æg og olie piskes sammen i en skål
  • Tilsæt mælk og rør rundt
  • De tørre ingredienser tilsættes og dejen røres godt sammen
  • Hæld dejen i en smurt bradepande
  • Fordel æblestykkerne i dejen
  • Drys med kanel, hakkede nødder og evt. lidt sukker. Dette kan varieres efter ønske.
  • Bages ved 200 ° C i 30 min.

Kagen kan sagtens holde sig frisk i et par dage, hvis den ikke bliver spist med det samme. Jeg har ikke prøvet at fryse den, men jeg vil umiddelbart tro, at det fint kan lade sig gøre. Men for en nem bradepandekage, så er den faktisk også hurtig at bage – så hvis man har glemt kagen til eftermiddagskaffen, så kan denne nemt puttes i ovnen inden gæsterne kommer ind ad døren. Den kan også sagtens serveres med lidt creme fraiche eller flødeskum til, eller en kugle vaniljeis.

You may also like

Leave a Comment

Opskrift Vurdering