Instant Pot – Vinderen i maskinparken

by Milla

Indlægget indeholder links som giver mig en lille kommision hvis du køber via linket. Dette koster ikke ekstra for dig.

Instant Pot – min nye favorit

Jeg har igennem mange år lavet mad i en slow cooker. Jeg forelskede mig i slow cookeren fordi jeg kunne lave mad når jeg synes tiden var der – og ikke først i ulvetimen. På den måde kunne maden være klar timevis før sulten meldte sig, uden at blive kedelig eller lunken af den grund. Simreretter bliver også bare lige lidt lækrere når de får lov at stå og simre i timevis. Og vigtigt også; intet kan brænde på.

Desværre tabte jeg min elskede Crock Pot på gulvet, og det kunne keramikgryden ikke holde til og den flækkede i flere stykker og måtte lade livet. Og så gik jeg ellers igang med at lave research på, hvad jeg så skulle købe – for intet (næsten) er mere spændende for mig, end at købe et nyt stykke køkkenudstyr.

Erstatningen skulle findes

Jeg synes ikke valgmulighederne i danske butikker er så stort, så jeg lavede research på udenlandske sider, især amerikanske, da slow cooking er ekstremt populært i USA. Alt hvad der har med convenience food er nok populært i USA og slow cooker opskrifter findes i hobetal på amerikanske blogs.

Her fandt jeg så en genial opfindelse, som havde forbigået min opmærksomhed, hvilket egentlig kan undre mig – men jeg havde jo selvfølgelig været fint tilfreds med min slow cooker. Men min nye opdagelse, en Instant Pot, virkede bare så meget mere spændende; den har både funktion som en slow cooker og en trykkoger i én og samme potte. Så jeg fortsatte min research, nu fokuseret på en Instant Pot, og jeg besluttede, at det var den vej jeg måtte gå.

Hvad er en Instant Pot

En Instant Pot er et elektrisk køkkenapparat som kan bruges både som slow cooker, sautégryde og trykkoger. Alt i én og samme gryde. Den har en hel masse forudprogrammerede funktioner som man kan bruge eller man kan indstille den manuelt. Den fås i flere forskellige størrelser alt efter hvor mange man er i husstanden.

Med en Instant Pot kan du tilberede velsmagende retter på ingen tid eller på lang tid. Fordelen er, at smag, saft og tekstur bevares på en helt anden måde, end hvis du tilbereder i gryde eller ovn. Langtidstilberedte retter bliver møre, saftige og smagfulde, mens retter lavet i en trykkoger beholder deres faste tekstur, saftighed og velsmag – og næringsindholdet bevares bedre.

Hvis man skal bruge slow cooker funktionen, så skal man bytte låget ud med et almindeligt låg, da det ikke skal slutte helt tæt. Det låg der følger med har en ventil og bruges når man bruger trykkogerfunktionen. Når der dannes tryk inde i potten, så suges låget helt fast – og for at åbne skal man enten åbne ventilen eller lade trykket falde naturligt.

Hurtigt eller langsomt

Med trykkogeren kan du lave mad på stort set ingen tid – f.eks. retter der normalt laves på 1 time kan kortes ned til ca. det halve. Du kan derfor redde enhver forsinket aftensmad med en Instant Pot og derfor er den enhver børnefamilies drøm.

Med slow cookeren kan du, som navnet antyder, tilberede mad ved lav temperatur over længere tid. Dette er velegnet til gryderetter, simreretter, og stege, som f.eks. pulled pork eller lignende.

Forskellen på disse to indtillinger er tiden; enten går det hurtigt eller langsomt. Slow cooker funktionen bruges primært til mad der koger i væske, men trykkoger funktionen kan bruges til stort set alt; kogning, dampning, bagning etc. Den kæmpemæssige forskel er, at du kan putte frossen mad i og tilberede det i trykkogeren – blot ved at forlænge tilberedningstiden. Jeg har ofte reddet en forsinket aftensmad ved at smide noget frossent, hakket oksekød i, sammen med hakket løg, flåede tomater på dåse, lidt olie og de sædvanlige krydderier. Du kan endda åbne og tilsætte pastaen de sidste minutter. Så er der mad alle kan lide på ingen tid, ingen kaos og nærmest ingen opvask; der er kun en enkelt gryde at vaske op.

Indsatsen i min Instant Pot er lavet af rustfrit stål, så der er ingen teflon eller andet der muligvis kan indeholde skadelige stoffer, i modsætning til mange slow cookere på markedet. Jeg har den helt store model på 8 liter – så jeg ved ikke om der er forskel på materialet hvis man vælger en mindre model men det må man lige undersøge, hvis man er opmærksom på dette.

En Instant Pot har en timer så du kan indstille tiden, og du kan forskyde tilberedningen, hvis du har brug for det. Den har også en hold-varm funktion, så madn holdes varm (meget varm) efter endt tilberedning. Der er også mulighed for at brune f.eks. løg eller kød inden tilberedning, og har maden brug for et ekstra opkog f.eks. til at tykne væske eller lignende, så er der også mulighed for dette.

Hvad kan man lave i en Instant Pot

Mulighederne er mange. Hvis man bruger slow cooker funktionen kan man lave alle former for gryde- og simreretter. Man skal være opmærksom på, at simretiden er lang – også lidt længere end i mange af de slow cookere der findes på markedet. Man skal beregne ihvertfald 8 timers tilberedning på lav temperatur. Så man kan godt sætte aftensmaden over inden man tager på arbejde, og så er den klar når man er klar til aftensmad. En Instant Pot har en hold-varm funktion så man behøver ikke bekymre sig om madens temperatur.

Med trykkoger funktionen kan du lave stort set alt, men på kortere tid. Den er velegnet til kødretter, grøntsager, dampning, kogning, bruning, sautéring, du kan lave grød, yoghurt, bage, lave one-pot meals og du kan bruge den som ris- eller pastakoger. Så er der ikke længere noget pastavand der lige koger over fordi du lige kigger den anden vej.

Som tidligere nævnt, så kan du putte frossen mad i en Instant Pot og tilberede det under tryk. På den måde sikrer du at temperaturen inden i f.eks. kød bliver varm nok til at det er sikkert at spise. Du kan sagtens putte en frossen kylling i uden problemer, hvis du får uventede gæster eller er kommet for sent igang.

Fordele ved en Instant Pot

Jeg er super begejstret for min Instant Pot og jeg kan slet ikke forstille mig, at jeg kommer til at bruge andet. Jeg laver stort set aldrig mad i en almindelig gryde længere.

Den store fordel for mig som mor til 3 er, at jeg kan lave store portioner og jeg kan lave maden på det tidspunkt af dagen der passer mig. Er der en dag, hvor det passer mig at lave mad kl. 10 om formiddagn, så gør jeg det. Med hold varm funktionen er maden klar til spisetid uanset hvornår på dagen det er.

Er der f.eks. en travl dag med flere forskellige ærinder og børn der skal til sport på forskellige tidspunkter, så kan jeg have gryden stående på hold-varm funktionen, og så kan familien spise på forskellige tidspunkter.

Jeg kan også lave mad i lag – med forskellige indsatser kan jeg lave f.eks. et stykke kød i bunden, kartofler oven over på en rist og til sidst grøntsager i en dampindsats.

Jeg kan også lave lækre one-pot retter, hvor jeg putter det hele i på en gang, lukker låget – og lader den trykkoge. Hvis der er pasta i skal man sørge for, at åbne ventilen når den bipper, for ellers vil pastaen stå i eftervarmen og blive udkogt.

Ris og pasta koges på ingen tid. Ris koges på den tid det tager at opnår tryk i potten; dvs. 0-1 min. hvis det er hvide ris. Brune ris skal have lidt længere. Pasta skal koge det halve af den kogetid der står på pakken. Og så skal man som sagt huske at dreje ventilen, så trykket falder hurtigt. Ellers får man en kedelig, klistret omgang pasta.

Man kan også bruge bageforme i sin Instat Pot. Med muffinsforme i silikone kan man, udover at bage muffins, også lave lækre ægge-muffins til morgenmad, eller mini-omeletter. Med større bageforme kan man bage runde kager eller brød. Man kan også lave hakkebøffer eller vegetardeller ved at pakke dem enkeltvis ind i folie og hæve dem på en rist.

Hvor kan man købe en Instant Pot?

Er du nået til det punkt, hvor du (også) tænker, at dette vidunder kunne blive dit kæreste eje, så kan jeg fortælle at jeg har købt min på Amazon.de men det var udelukkende fordi de på daværende tidspunkt ikke kunne købes i Danmark. Det er selvføgelig altid lidt risikabelt at købe elektronik i udlandet i tilfælde af at der er fejl og man skal sende retur, men det har heldigvis ikke været noget problem med min Instant Pot.

Det er dog nu blevet muligt at købe en Instant Pot i Danmark og det er da lige lidt nemmere at have med at gøre, og prisen er også mere eller mindre den samme, så det er ikke fordi man sparer noget ved at købe den i udlandet.

Den kan f.eks købes hos Barlife.dk (reklame link) som har alle modeller på lager – og de tilbyder prisgaranti så du finder dem altid til de billigste priser her. Jeg har modellem på 8 liter og de fås i flere forskellige størrelser med forskellig antal forudindstillede programmer. Ærligt talt, så bruger jeg ikke de forudindstillede programmer ret tit, da jeg som oftest bruger den manuelle funktion. Jeg bruger dog ofte yoghurt programmet til at hæve dej, hvis det skal gå lidt hurtigere end normalt.

Jeg vil løbende lægge instant pot opskrifter herind efterhånden som jeg får flere i samlingen. Happy Instant Potting!

You may also like

10 comments

Lisbeth G maj 5, 2020 - 1:21 pm

Overvejer kraftigt at købe denne her og ser frem til at følge dig specielt hvis du har tid og overskud til at lægge opskrifter ud.

Reply
Milla maj 7, 2020 - 7:38 pm

Det vil jeg helt sikkert gøre. Det er en vidunderlig maskine. Dog er den pt. erstattet af gasgrillen, så den er kun i brug 1-2 gange om ugen 😀
Men jeg vil snart lægge nogle af mine yndlingsopskrifter ud – lige pt. bruger jeg den mest til de hurtige retter som jeg ved børnene gider spise.

Reply
Mette juni 18, 2020 - 3:51 pm

Hej Milla
Jeg har for nyligt købt min crockpot Express multi Cooker i Elgiganten og hold fest hvor er jeg glad for den!!
Jeg overvejer nu at købe instant pot 6 qt, og tænker nu du nævner tysk Amazon at det var da en god ide, men jeg blir straks bekymret, for hvordan fungere el stikket? Passer det med dansk elektricitet? Eller skal man til at bruge en adapter?
Mvh hilsen Mette.

Reply
Milla juni 18, 2020 - 5:46 pm

Det er præcis som herhjemme så det kan du roligt gøre 🙂
Jeg har engang købt en airfryer på Amazon.de som var defekt, og deres returservice fungerer perfekt – så jeg har ingen bekymringer i forhold til at købe ind til maskinparken der 🙂

Reply
Christian Leisner september 5, 2020 - 3:23 pm

Hej Milla.

Jeg kan nu oplyse dig at Instant Pot nu er kommet til Danmark og de kan fx købes hos Whiteaway.com på Imerco.dk og på coop.dk til at starte med. Imerco og coop fra ca 15 september, Whiteaway allerede nu. Der er 4 serier og i forskellige størrelser og en af dem har også et grilllåg så man kan færdiggøre fx en hel kylling i ens Instant Pot efter at have færdiggjort den i trykkogeren.

Reply
Milla september 21, 2020 - 6:35 pm

Det lyder dejligt! Også det med grilllåget, for det er rigtigt at en grydestegt kylling ikke er så spændende hvis man spiser den direkte efter trykkogning. Så tak for tippet.

Reply
Charlotte september 18, 2020 - 6:06 am

Jeg har haft en IP i tre år, købt via amazon, det er min go-to på så mange planer og jeg bruger den til både slowcooking og som trykkoger, især er den super fordi man kan sautere først.
Der er mange, som bruger den til at lave yoghurt – men jeg hader yoghurt, så det er ikke så relevant lige her.

Reply
Milla september 21, 2020 - 6:31 pm

Jeg laver heller ikke youghurt, men jeg bruger til gengæld yoghurt programmet til at hæve dej, hvis det skal gå lidt hurtigt. Det er det ret godt til 😉

Reply
Kristin november 18, 2020 - 6:47 pm

Jeg har lige købt en Instant pot. Er et nogen som har opskrifter på dansk..

Reply
Jette J november 17, 2021 - 4:13 pm

Har I prøvet bulgarsk yoghurt? Det er bare så lækkert. Har (endnu) ikke købt en instant pot, men overvejer virkelig. Jeg har aldrig haft trykkoger, men det er vel værd at sætte sig ind i :-). Hvad med fx chokoladesmeltning og kan man lave bernaise? Tænker også god til kogning af ris. Der er ikke rigtig nogen anmeldelser/opskrifter på dansk, synes jeg. Der er en kvinde, men det er air-fryer og det er ikke focuspunkt for mig. De udenlandske sider er mest suppe og nudler, ikke rigtig tilpasset nordisk mad. Vi har ikke småbørn, elsker simreretter og hader kødsovs (undtagen i lasagne) 😀
Jeg håber du har tid til at give en kommentar 🙂 Jeg har lige tilmeldt mig en lille dansk facebookgruppe … den første jeg har fundet. Tak 🙂

Reply

Leave a Comment